’TUDEFJÆSET’

‘Afsavn’
Lad mig indledningsvis starte med at fortælle, at der indtil mit 30. år ikke var meget empati og følelser at spore indeni mig. Jeg har altid været meget kynisk og direkte og ofte bagatelliseret andres problemer, idet jeg ofte ser meget firkantet og praktisk på tingene. Jeg har i mange år set Robinson, og tænkt ’Hva sker der for dem’ når de har siddet og vrælet over afsavnet til familier og deres kæreste.

Jeg blev så 30 år gammel….. og en eller anden mystifistisk kemisk reaktion indtraf i mig. Jeg blev pludseligt rørt over de underligste ting. Når jeg så TV kunne jeg sidde og få tudefjæs på, når folk var følelsesmæssigt påvirkede – både af sorg eller glæde. Så havde godt på fornemmelse, at det ville blive en udfordring for mig, at holde på tårene hvis jeg en dag skulle opleve at få breve ud på øerne. Før afrejsen var vi blevet bedt, om at lave en prioriteret liste på 3 personer, som vi gerne ville have brev fra – HVIS såfremt vi nåede til det punkt derude. Jeg valgte min x-kæreste Maria, min mor og min lillebror. Det skulle vise sig at blive et fugtigt ’gensyn’ med deres ord til mig :-)

Mette ankom som den senest udstemte, og jeg var naturligvis MEGET interesseret i, at høre om hvorfor hun ikke havde spillet med mig på ørådet omkring min udstemning. Hun var dog ekstremt presset i forhold til sit daværende Minanghold, og havde selv stået ekstremt dårligt såfremt at hun var gået mod strømmen. Mette, du er naturligvis tilgivet – hvilket du allerede blev derude – for jeg ved at det ER et spil, hvor alle eller rettere de fleste spiller for sig selv.

’Fodbadet’
På dagen for dysten, da blev vi isoleret på en tilstødende strand for at vente, igeeeeeeen… aaargh!! Ved tilbagekomsten så vi at 6 lækre ’fodbade’ fyldt til randen med is, med en kniv stående i sandet lige ved siden af. Vi vidste hurtigt hvad dysten går ud på, hvor en machete skulle holde på oversiden af håndfladen med armen i en 90 graders vinkel fra kroppen, MENS vi skulle stå i isbadet – skiftevis 5 minutter i vandet og 5 ude og tilbage igen ( sikkerhedsmæssige årsager, for ikke at få forfrysninger ). Jeg stod i starten og bevægede min fødder helt vildt nede i vandet, for at holde blodcirkulationen i gang. Det blev dog kun 10 gange koldere af dette, så den strategi droppede jeg hurtigt igen. Igen en udholdenheds-dyst, hvor mine lange og tunge arme igen var en kæmpe ulempe. Jeg holdt dog relativt længe og blev nummer 3 bag en dominerende Jakob aka Mr. Malk de Koijn. Godt gået sømand, der fakede DU os vist godt i starten hva ;-)

’Breve hjemmefra’
En båd skimtes i horisonten. Som altid spotter vi dem relativt hurtigt, idet der i løbet af dagene normalt sker så lidt. Som den kommer tættere, så aner vi Jakob Kjeldberg forrest på båden med noget hvidt i den ene hånd. Allerede her tænkes i de eftertragtede breve og muligheden for at høre fra vores kære derhjemme, som vi i næsten 2 mdr. har været foruden. Fra det sekund, hvor Kjeldberg fortalte os at der var brev hjemmefra, da fik jeg en kæmpe klump i halsen og alt derfra blev en lang gang følelsporno. Vi blev bedt om at tænde op i vores bål og vi vidste naturligvis med det samme hvorfor. Følelserne gik amok inden i, da jeg ville gå helt kold hvis jeg af den ene eller anden årsag ikke fik mit brev, som jeg ville give ALT i verden for at få. Resten er herefter historie… det blev den helt store tudefest omkring bålet, og nok så ærgeligt det var for dem, som ikke fik breve, ligeså lettet var jeg over at jeg selv fik mit. Selv ved gensynet i TV blev jeg ret påvirket af at se det igen, da alle følelserne kom tilbage som var det i går. Det var super hårdt derude. Man var meget drænet, man savnede sine kæreste helt ekstremt, så bare ordene ’jeres kære har taget tid til at skrive til jer’, fik næsten en til at storvræle på stedet. For folk som ikke har prøvet, da vil det aldrig kunne bekrives så det retfærdiggøre de følelser og den påvirkning det har på én derude. Hele sceancen tog nok henaf en times tid, hvorefter vi hver især blevet taget og placeret på en lokation, hvor vi for første gang fik brevet i hånden, og skulle læse det hele op for åbent kamera. Jeg gik lidt i automode, og lirede det bare af, uden egentligt at læse hvad der stod. Vi blev herefter smidt i sync ( red. Interview ), hvor vi skulle fortælle om brevet og det der stod…. Ja, endnu engang et tudeshow. Selv journalisten samt lydmanden begyndte at hulke til min historie. For pokker da. Og først herefter fik vi vores brev udleveret, og kunne gå hvorhen vi ville og læse det i fred. Det skal siges, at man på øerne har sin sæk med ejendele, som man passer meget på, men efter brevene kom, så fik ordet ’at passe på’ en HELT ny betydning. Nok min kæreste eje derude fra den dag :-)

Anekdote :
Da Kjeldberg læste op, da viste han også billederne fra brevet og da vi ikke fik brevene med det samme, så havde jeg spottet et meget mørkt billede med en cirkel, og tankerne løb af med mig, og troede at det var en fosterscanning og at Maria havde det som en overraskelse i brevet… spørg lige om jeg begyndte at hyle helt ukontrolleret, inden jeg fik brevet endeligt og så at det ’bare’ var et billede af vores lille Rottweiler-tæve Carla i hende hundeseng :-)

’Duellen’
Ja, her kommer skandalen så !… Er i klar ?? Jeg tabte duellen mod Maiken med vilje….. !

Hvis i ikke allerede havde luret det, så fik jeg ualmindeligt meget krise efter mit brev hjemmefra. Jeg var i forvejen ualmindeligt demoraliseret og drænet efter 3 dage uden mad – OVERHOVEDET ! 3 dage med uafbrudt monsun-regn ( om natten vel at mærke ). 3 dage med dårlig mave. 3 dage med hjemve af helvede til.

Hvad folk ikke oplevede på TV var, at Jakob som høvding vandt muligheden for – tidligere – at dele morgenmad med en holdkammerat. Idet jeg var en stor fyr og VIRKELIGT havde krise med sulten, så valgte Jakob mig og vi fik leveret en håndfuld crossainter og wienerbasser, som vi delte på en træstub på stranden mens vi talte om livet og forløbet derude. Jakob og jeg er til den dag i dag super gode venner og han er klart en af de mest positive ting, som jeg har fået ud af ekspeditionen. Jeg havde som sagt vild krise efter brevet, men idet at Maiken OGSÅ helt vildt gerne ville hjem, så følte jeg at eftersom jeg havde ’fået’ morgenmaden, så ville han vælge Maiken som 1. duellant. Han endte med at vælge mig, og jeg valgte Maiken, som jeg naturligvis havde talt med inden duellen. Hun havde stor forståelse for mit afsavn og ville gerne sende mig hjem … lyder helt absurd nu jeg skriver det :-) . Men vi aftalte, at for at få det til at fremstå så troværdigt som muligt foran kameraerne, så aftalte vi – såfremt det var en fysisk duel – så skulle hun hoste kort før hun ikke kunne mere, hvorefter jeg så straks skulle lade mig tabe. Det blev dog en mental/logisk-duel, som jeg så simpelt nok bare skulle tage mig god tid til. Som I har set tidligere i Robinson, så er det så – desværre, må jeg næsten sige – en af mine super stærke sider. Så at skulle fake den, det var en udfordring i sig selv, da jeg kunne have løst den på 30 sekunder. Maiken var desværre ekstreeeeeeemt lang tid om at løse den, hvorfor jeg stressede for vildt, da det ville virke endnu mere ydmygende at tabe i den type udfordring. Men fuck it, jeg trak tiden så godt jeg kunne og Maiken løste den så eeeeeeeeeendeligt efter 5 min.

Følelsen var en meget meget specielt blanding af vemod og lettelse. Jeg var super ked af at forlade den gruppe mennesker her, som jeg havde knyttet mig meget til, men tænkte samtidigt meget på Danmark og dem som ventede på mig derhjemme. Jakob Kjeldberg proklamerede at Robinsons Mastermind var blevet fældet, og jeg tog en krammerunde mellem mine gode venner. Maiken fik hendes hurtige vinderkram, giver sgu ik meget andet til folk der har besejret mig, er og blive en dårlig taber – med vilje eller whatever ;-) . Jens var overraskende nok langt mere påvirket end jeg havde forventet, men han er sgu en god mand, som jeg ønsker alt vel. Mine dejlige piger Germaine og Mette, det var sgu hårdest at ’gå’ fra jer, savner jeg den dag i dag. Og Jakob…. min veeeeeeeeen… Han hviskede til mig ’Godt faket’, som en kadot til min ’indsats’, hvorefter jeg alene gik ud af stranden bagved duel-lokationen. Ventede her i en lille time, før min båd kunne komme og sejle mig tilbage til havnebyen Langkawi, hvor jeg havde 2 overnatninger på hotel inden den lange vej tilbage til Danmark og Maria begyndte og eventyret for mig endte.

MOTIVET :
Ja, hvorfor ville jeg ud. Klart jeg havde sindssygt hjemve, men det var naturligvis ikke den eneste grund. Er man på Utopia, så er ens rolle mere eller mindre udspillet i forhold til at vinde selve Ekspeditionen. Efter min ankomst hos Utopisterne, da var allerede et spil igang om 3 pladser tilbage i ekspeditionen, hvor jeg som nyankommen INGEN indflydelse havde overhovedet for at komme i betragtning. Udover de 3, som så røg ind igen, da ville ÉN enkelt person derudover havde muligheden for at vinde en plads. Jeg vurderede at den type dyster, som der hidtil havde været på Utopia, havde været ekstremt dårlige for mig ( stor tung fyr + udholdhed = failure ). Og derfor anså min mulighed/chance for at vinde over ALLE de øvrige, som skulle komme tilbage fra Robinson stort set ikke var tilstede. Derudover følte jeg, at jeg havde markeret mig ret godt med mere eller mindre 2 individuelle sejre ( puslespillene ) og derfor ville kunne se tilbage på Robinson med en god smag i munden. Alt i alt en godkendt præstation for mit vedkommende og med brevets ankomst kunne jeg komme hjem for langtsomt.

Round-up : Oplevelsen –summary
Konkluderet blev min oplevelse til 5 afsnit i Ekspeditionen og 3 afsnit på Utopia. Min målsætning bestod hjemmefra af en håndfuld ’tjeckpoints’ :

• Overleve landstigningen ( arenaen ) – Tjeck !

• Nå sammenlægningen – Desværre ikke, evakueringen blev mit endelige.

• Få breve hjemmefra – Tjeck !

• Deltage i spisedysten – Oplevede den, dog uden at deltage. ’Desværre’, for ville sgu godt ha’ prøvet.

• VINDE – Not even close, men tror at spillet havde formet sig MEGET
anderledes, var jeg ikke gået planken ud. Havde det super godt med ALLE dernede incl. det hold som enstemmigt smed mig ud. Jeg VED det var taktisk og ikke personlige årsager, som var grundlaget for beslutningen.

Derudover betød det utroligt meget for mig, at kunne være tro overfor min person, og ikke sælge ud i forhold til mine egne holdninger og principper. Værdighed og troværdighed har en utroligt høj betydning i mit værdisæt og føler at jeg i enhver situation derude var mig selv tro, og kan se alle i øjnene efter min exit.
Det er klart at efter en tur i reality-maskinen, så er der et mediemæssigt efterspil, som berører alle deltagere – i større eller mindre grad. Om man vælger at spille med eller ej, er jo op til en enkelte deltager. Jeg har fulgt Robinson gennem ALLE årene og har altid selv savnet nogle flere historier fra bag kulissen og et mere personligt indblik i strabadserne på øerne. Hvilket netop var min primære motivation for at skrive min dagbog og give fansne noget lidt udover det sædvanlige. Skulle der i kølvandet af Robinson udspringe nogle flere muligheder i medieverdenen, så vil jeg kun opfatte det som nye udfordringer, og som noget spændende som da klart bør udforskes. Så hold øje med flimmeren det næste stykke tid. Jeg har allerede truet min mor med reality-duoen Sidney og Pappi… haha, mon dog ! Men sjovt ville det fandme være. Sidney er og blive skide sjov underholdning, om han er intelligent eller ej er en heeelt anden diskussion :-D
Målsætningen er noget ’Fangerne på fortet’ i første omgang, men lad os nu se. Men overvej insektelskeren her smidt i edderkoppe/skorpion-buret…. GODT TV SIGER JEG BARE :-)

Nu havde jeg ikke ligefrem en kontroversiel hovedrolle i de første afsnit af ekspeditionen, men visse personer markede sig ret stærkt. Som person mener jeg at man altid bør være tro mod sig selv og ikke opføre sig anderledes blot fordi kameraet var på, men at modere nogle holdninger ser jeg intet galt i. Som deltager på årets ekspeditionen, så oplever man mange meget stærke personligheder, alphahanner af begge køn. Og der følger naturligvis nogle kulminationer med i kølvandet af dette. Men når man visse personer bliver direkte kameraliderlige og maser sig ind for at stå forrest når kameraet var på, det er sgu da for fesent – I ved nok godt selv hvem I er, ingen nævnt ingen glemt ! Derudover er der mange stridigheder internt mellem deltagerne. Der er mange årsager, så spørg mig ikke hvorfor, men har sågar selv oplevet nogle udfarende og spydige reaktioner fra andre deltagere mod mig selv, på baggrund af nogle ting, som Se&Hør havde skrevet efter et interview med mig. Jeg har fuld forståelse for, at det kan afføde nogle reaktioner i ens privatliv, såfremt at man fremstår anderledes end man i virkeligheden er. Men som personer, så er det jo ikke alle vi foretrækker at socialisere med. Vi er alle forskellige og har principper og præferencer som ikke er ens, så hvorfor i alverden skal man så være bedste venner med alle. Jeg kan som person begå mig med alle typer af mennesker, men hvis jeg ikke er enig i deres opfattelser og handlinger, hvorfor i alverden skulle jeg dog så

Vi danskere er generelt meget konflikssky og maner oftest hellere til ro fremfor at tage diskussionen. Bevares, jeg søger på ingen måde kontroverser eller anarki, men man oplever alt for ofte, at stærke personligheder dominere de mindre ’modige’, hvilket jeg syntes er SÅ forkert. Alle burde sige deres mening, uden hensyn til konsekvenserne, men ’Sandheden er ilde hørt’, hvilket altid vil være et faktum. Fremstår man som en gnaven idiot i TV, et brokhoved, en konfliksky medløber eller whatever… Ja, så er man det jo nok også når det kommer til stykket. TV-mediet er bare super godt til at isolere og vise de ting, da det netop er dem som viser vores kant og personlighed. Om det er godt eller dårligt, det er jo op til den enkeltes opfattelse at vurdere. Men at være ked af at blive fremstillet som en mandschauvanist eller løgner, så skulle man nok have ladet være med at sige eller gøre ting, som kunne lede folks tanker i den retning… Man kan vælge at stå ved det og så accepterer de reaktioner der kommer efterfølgende. Men stop brokkeriet og de sure ansigter hva’ !… Ta’ det med et smil og styr selvhøjtideligheden, så længe der intet ondt er i det, så har livet også en dag i morgen.
Jeg har den dag i dag ingen problemer med at se nogen i øjnene, give et kram eller blot et håndtryk fra Ekspeditionen… at nogen ikke har det sådan med mig, det må være deres problem….

Tak !
En kæmpe tak til Strix, TV3 samt HELE crewet og produktionen omkring Robinson Ekspeditionen 2010. Denne tur har uden konkurrence været den største oplevelse i mit liv. Jakob Juhl, du er mit idol ! Jeg ved I var et super stærkt team, men at du alligevel formåede, at videreføre ekspeditionen trods dengue-feberen, det har du min fulde respekt og et stor anerkende nik herfra.

Robinson er det kedeligste jeg nogensinde har oplevet, men netop denne process har skabt en eftertænksomhed hos mig, som jeg ikke tror jeg havde fået ellers. Jeg sætter i langt højere grad pris på hverdagens bittesmå glæder. Jeg har lært at tage INTET for givet. Jeg værdsætter min venner og familie i langt højere grad og har lært at fortælle dem direkte at jeg holde af dem, og ikke mindste det vigtigste, at fortælle HVORFOR jeg holder af dem. Både som leder i erhvervslivet og som privatperson har det givet mig meget, og mennesker – uanset hvor man er i livet – værdsætter at blive anerkendt og sat pris på. Vi er alt for dårlige til det normalt og jeg er gerne forgangsmand og siger til andre, at jeg holder af dem, da nogen syntes det er svært eller direkte grænseoverskridende.

Til slut vil jeg gerne takke alle mine trofaste fans, som har fulgt mig fra start til slut. Tak for den super gode respons jeg har fået fra jer gennem mit forløb på ekspeditionen.

Jeg er naturligvis super ærgelig over, at jeg ikke var med til slutningen. Men uanset hvad, så fortryder jeg INTET. Alle beslutninger jeg tog, blev rationelt foretaget i situationen og stod jeg dér igen, ville jeg sandsynligvis gøre det samme. Det er altid så let bagefter at sidde og sige hvordan man skulle/burde eller ville ha’ gjort, det er bare ikke heelt så firkantet når man sidder under de ekstremt pressede forhold, som rammerne omkring Robinson skaber.

Som en afsluttende gestus, så vil jeg spørge alle jer, om ikke I vil bruge 1 minut og skrive en besked på min fangruppe-væg om hvad i husker mig for – på godt og ondt :-) .

Tak for vores tid sammen folkens.

Husk, at I vil også fremover altid kunne skrive spørgsmål – privat såvel som Robinson relateret.

’A new beginning’

’Velkommen til Utopia’
Efter min planketur, da lå en lille fin kajak og ventede 50 meter ude på havet. Denne skulle være symbolet på min overgang til Utopia. Naturligvis padlede jeg ikke helt til stranden hvor de øvrige utopister mødte mig, så blev – efter kameraerne blev slukket – smidt i en båd efter den super sprøde trimaran og sejlet alene til afgangshavnen, hvor jeg efterfølgende blev kørt til Johor Bahru igen. Efter 2 dages komplet isolation fra alle andre deltagere blev jeg ( og min kajak ) fragtet til en industrihavn, hvor jeg skulle ’gemme’ mig bag en havnefront og måtte IKKE titte frem før jeg fik ordren om det. Ordren kom og jeg sejlede ud fra mit gemmested og blev mødt og taget imod af de ellevilde øvrige utopister :-) . Diana og Jens kendte jeg rigtigt godt fra Tengah, så dem blev jeg af naturlige årsager super glad for at se. De øvrige var mere eller mindre nye bekendtskaber, da flere af dem endnu ikke havde fået chancen i selve ekspeditionen endnu, men det skulle vise sig at være kanon fede folk, som jeg holder meget af den dag i dag.
Jeg kunne fra sekundet efter landstigningen godt fornemme, at der foregik noget uldent i den nye gruppe. Hector begyndte fra første sekund, at hive folk til side en efter en og kunne fornemme at han prøvede at styre løjerne og ’koordinere’ efter min ankomst. Men jeg spiller spillet som jeg hele tiden har gjort, og tog det rimeligt afslappet fra start. Jeg gider simpelthen ikke, at skulle spekulere i alliancer fra start og bryde mit hoved konstant med spillet. Ville langt hellere socialisere og lære mine nye ø-kammerater at kende.

’Den usynlige stol’
Kort tid efter min ankomst og de første interviews ( sync ) var overstået, da var der redt op til os med et stort tæppe og en GIGA picnickurv fyldt med mad og naturligvis et brev. Her blev budt op til første høvdingedyst, hvor den usynlige stol skulle besejres. Det er klart, at jeg som sportsmand kender alle mine styrker og svagheder, og netop denne dyst er lort for mig, da mine lange lemmer = forskudt tyngdepunkt samt min høje overkropsvolumen/vægt giver mig en betydelig ulempe her. Jeg anser dog min figtervilje, som en force der ikke kan gøres op i kilo, så gav den mit bedste – som man ALTID bør gøre!!! Men efter ca. 5 minutter overtog mælkesyren fokus fra min vilje og efter at ha’ bævret i benene i et par minutter blev jeg nødsaget til at smide min dertil indrettede ned i sandet. Hector nappede sejren, og dermed en potentiel billet tilbage i ekspeditionen.
Vi røg herefter på hotel i 2 dage, hvor vores høvding besluttede værelsesopdelingen, og valgte selv at bo sammen med Jens, Diana og undertegnede – og derfor Germaine, Anja og Jacob på det andet værelse. Jeg var mildest talt overrasket, da jeg kunne fornemme en vis splittelse i kølvandet af de alliancer jeg kunne fornemme og havde fået lidt fortalt om fra Jens og Diana ved min landstigning. Men som ’ny’ deltager kunne jeg kun være glad for at være i en overtalsgruppe allerede før jeg selv kunne gøre en forskel. Hectors motiver var ikke 100% klare for mig endnu, da han snakkede til højre og venstre, og er super skeptisk som person normalt, så prøvede at opfatte alle signaler. Vi skulle foretage en rumopdeling, idet der var 2 dobbeltsenge der skulle deles mellem os. Hector foretog en lodtrækning og den resultat faldt pudsigt nok ud til Hectors ’fordel’. Jeg vil undlade at kommentere yderligere omkring deres ’forhold’, da jeg på intet tidspunkt så noget der kunne opfattes som andet end rigtigt gode venner.

NB : Diana… Jeg havde også gerne sovet i ske med dig, for du VED at jeg elsker din pussy… hahahaha – intern joke folkens – intet griseri over det :-)

Senere samme aften gik jeg ind på de andres værelse, UDELUKKENDE for at socialisere med dem, da jeg overhovedet ikke havde haft muligheden for at lære dem at kende. Hector fik dog straks fæl paranoya og kaldte til krisemøde det sekund jeg var tilbage på værelset. Som man siger ; tyv tror hver mand stjæler – overført betydning naturligvis. Hector, jeg ville BARE snakke med dem, INTET taktik over det :-)

’Duellen’
På utopia er der altid chancen for at ryge HELT hjem til Danmark i de famøse dueller. Det var dog ændret i denne periode, hvor der blev duelleret om 3 armbånd, som gav adgang til ekspeditionen igen. Der skulle her duelleres mod høvdingen om netop dette armbånd og den anden duellant skulle bestemmes af de øvrige utopister. Idet jeg var HELT ny derude, da skelede ingen til mig som mulig duellant, da man var mest ’værdig’ hvis man havde været på utopia længst…. vel egentligt også fair nok eller ?! Anyway, Diana blev valgt og skulle i duellen stå og holde balancen på et bræt over en omvendt delvist nedgravet wok . Hun fik dog krampe i sin ene fod og måtte desværre opgive, og Hector fik dermed de 2. armbånd. Jo, jeg VAR misundelig – af helvede til faktisk, for var sgu en smule indbrændt over min exit fra ekspeditionen, at jeg på det tidspunkt satans gerne ville duellere om at komme tilbage. Må dog ærligt tilstå, at jeg nok ikke havde overvundet Hector i den balancedyst, da han igen var knaldskarp og jeg IGEN med mit høje tyngdepunkt sandsynligvis ikke havde holdt længe.

Anekdote :
Da vi på dette tidspunkt officielt var igang med utopia igen, så var vi igen afskåret fra privilegiet med mad. Men mod al logik og robinson-ånd, så fik vi guddødeme serveret Whoppere efter dysten – dog med vand til. Jeg var mildest talt begejstret, da det er min favorit-junkfood ( McD er en gang syntetisk snask, som jeg kun i YDERSTE nødstilfælde eller massive branderter tyer til ).

’Skibet er lastet med… Utopister!?’
Næste morgen skulle vi søsættes på en gammel flodpram og kunne på vores 3 timers bustur til mangroverne udelukkende bruge tid på at spise vores sidste snacks, som for Jens’ vedkommende primært bestod af en dåse med de chokoladerør, som man normalt får til is. Da crewet konfiskerede rørene på bredden, da begyndte 2-3 små aber at fatte interesse for disse lækre monkey-chokosnacks. Så de fik et par rør til deling, og der skulle ikke gå mere end et par minutter før der ud af ingenting var 50 aber rundt omkring. De begyndte at blive sindssygt aggresive, da de VILLE have andel i de chokoladerør oghele skoven begyndte efterhånden at ryste, da aberne gik totalt crazy. De blev sågar så nysgerrige, at de kravlede ud midt på bådebroen til vores kufferter, hvor de begyndte at rode i vores ejendele efter flere ting de kunne æde. Lorte monkeys ! De blev dog gennet væk og vi kunne fortsætte…
Da vi ankom til skibet skulle ALT sorteres fra vores kufferter, da vores robinsonsække igen KUN måtte indeholde de foreskrevne ting fra ekspeditionens start ;

• En T-shirt
• En langærmet bluse/trøje
• Et par underbukser
• Et par shorts
• Et par lange bukser
• Et par badebukser
• Et par sokker
• Et par sko/sandaler
• En hat/kasket

……og INTET andet !!!!!! Ingen tandbørster eller andre fornødenheder. Som altid havde vi derudover UDELUKKENDE vand ad libithum samt solcreme. Vi prøvede at snige både spillekort og tandbørste og tandpasta med, men den gik sgu ikke, da de snedigt nok også tjekkede linningen på vores sække :-)
Skibsopholdet var en ualmindeligt ringe oplevelse. Vi skulle sove på dækket, som udover at være pisse hårdt også havde en betydelig hældning, så man ikke kunne finde ro. Derudover havde vi fået nogle myggenet til om natten, men jeg er jo en lang fætter, så det shitty net kunne ikke dække mine fødder, og jeg blev totalt voldtaget om natten på mine stakkels fødder, hhv. 72+80 myggestik på mine fødder.

’Captain – I need coca cola’
Som altid før, så forlader kameraholdet os ved solnedgang og der kommer som det eneste en nattevagt, som sov i den anden ende af båden. Om natten begyndte jeg at messe til vores kaptajn, som drak colaer i vores åsyn… DÅRLIG STIL for os sukkerhungrene utopister. Og det endte faktisk med at han smilende kom snigende med en enkelt dåse, som vi delte mellem os. Vedholdenhed betaler sig ALTID :-) . Vores nattevagt opdagede det aldrig, så håber ikke hun læser med her ;-)

’Spisedysten’
Vi blev næste dag smidt i land og så på bredden en snor spændt op med en masse sorte balloner spændt ud på. Vi anede, at det var den forestående dyst som havde noget med de balloner at gøre. Dysten gik så ud på, at man fik 20 små sten, som man med en slangebøsse skulle skyde efter på en afstand af ca. 10 meter. Jeg klarede mig personligt ualmindeligt godt i dysten, og på trods af at slangebøssen en ’horn’ knak af 3 gange og næsten smadrede mine fingre, da jeg spændte den meget hårdt ved mine skud. Hvorfor seerne intet har set til dette forløb skyldes, at vi efter 4 deltagere havde skudt løb tør for balloner og at dysten så efterfølgende blev aflyst…. SUPER SUPER ærgeligt, da det potentielt kunne ha’ været min billet tilbage i Robinson :-( :-(
I desperation lavede produktionen så en stå-på-ét-ben-dyst i stedet, som egentligt ikke krævede noget videre setup. Det skal siges at jeg en pisse bange for kryb af alle typer og størrelser. Det vidste alle derude i forvejen, og kort efter igangsættelsen af dysten, der jokede Hector med hvor sjovt det kunne være HVIS det nu kom noget flyvende efter mig, mens vi stod dér. OG HVAD SKETE DER SÅ IRONISK NOK EFTERFØLGENDE !!!! Hector, du skal holde din kæft ! :-) … 2 minutter efter kom der NETOP en guldsmed på mindst 30cm efter mig. Den fløj ind foran mit ansigt, som et jagerfly der lægger an til angreb, og jeg skreg som en kælling og mens mine arme blafrede for at få svinet væk, så mistede jeg balancen og faldt bagover og var dermed ude IGEN ! Æv æv æv… men lidt sjovt var det dog, selv crewet var flade af grin :-) . Diana, vores frisør-mama trak sejren til sidst og skulle derefter duellere mod en modstander bestemt af de øvrige 2 allerede med armbånd. Da den forestående duel viste sig at være en spisedyst, så passede Hectors plan perfekt, da han gerne ville vise os andre, at Germaine skulle ha’ en chance for at komme tilbage, men samtidigt vidste at Diana med stor sandsynlighed ville vinde, idet hun fra start havde sagt, at hun ville spise ALT på ekspeditionen. Det blev årets griner, da Germaine viste sig at han samme forhold til at skulle putte kryb i munden, som jeg har det med at omgås det. Hun flagrede febrilsk med armene hver ENESTE gang hun åbnede en æske med nogle levende bavianer i og nærmest smed dem udover broen, som vi sad på. Diana spiste alt uden de store problemer, dog vakte den gigantiske og levende vinbjergsnegl hende dog nogle vanskeligheder, da hun var på knækkets rand… som alle os andre, da vi så hende æde den. FØJ FOR FANDEN !!!! Diana vandt overlegent. Bliver dog nødt til at give Germaine et anerkendende nik, da hun virkeligt prøvede, selv da hun var så langt bagud at hun stort set havde tabt. Germaine, du er og bliver en ironlady.
Anekdote : Efter spiseduellen, da fik vi alle en lille æske med 5-6 små stykker frugt, som vi alle spiste med stort velbehag. Diana kom efterfølgende hen til mig og sagde : ’Hey Bjørn, tjeck lige det her’. Hvorefter hun åbnede munden helt op, hvor jeg kunne se slimtråde i HELE hende mund efter den klamme snegl. FØJ FOR FANDEN DA !

’Dog Beach’
Vi blev efter duellen kørt til byen og havde en enkelt overnatning, før vi skulle videre det nye Utopia, som var på nogle helt nye øer i den anden ende af Malaysia. Vores nye i hed ’Dog Beach’, da de levede 2 vilde hunde på øen, som jeg personligt gerne havde indfanget og spist, for på den nye ø var INTET mad ! Vi gik i 3 dage uden at få noget som helst. Bevares, der var kokosnødder, men er ved at brække mig over selv de mindste mængder af det klamme hvide stads. Puh-bvadr!
Der var på øen ingenting! Ingen høvdingehytte, lortestrand med grumset vand og stort set ingen materialer til at bygge med. Så det var udfordrene at bygge vores nye hytte, men primært Jakob og jeg gav den gas med byggeprojektet. Hytten eller nærmere overdækningen blev dog aldrig rigtigt god, da regnen fossede ind om natten. Det var en af de aller største udfordringer på øerne, for uden nattesøvnen var man ikke meget værd.
De 3 med armbånd blev afhentet og det var som om spændingerne forsvandt ved Hectors exit, da al alliancesnakken pludseligt var fuldstændigt forsvundet.

Det fedeste ved den nye ø var dog det sammenhold jeg fik med de tilbageværende deltagere. Kæft hvor vi snakkede og grinede omkring bålet om aftenen…..

’Definitionen af ironi?!’

’Frustrationerne’
I lyset af situationen på det forgangne øråd, da var frustrationerne ikke at skjule længere. Tæppet var blevet trukket væk under os af produktionen og vi sad nu tilbage på stranden med følelsen af, blot at være spillere i et stort game. Ingen tvivl om, at man som deltager på ethvert givet tidspunkt er underlagt et større foretagende, som naturligvis skal gå op i en højere enhed. Men det var ligesom først nu, at det for alvor gik op for en hvor lidt man egentligt har at skulle ha’ sagt. Havde Minang som hold været kloge, så havde de naturligvis smidt Zamzam ud, da han klart var den største overall trussel for samlingen af alphahanner fra den anden ø. Det var samtidigt her, at jeg fattede mistanke til en splittelse på Minang-holdet, som ellers havde stået – for os – umådeligt stærkt sammen.
Jeg vil hårdnakket til den dag i dag indædt påstå, at vi på ingen måde var et dårligere hold end de andre. Vi har blot som individer stærke og svage sider, og vores hold havde i de hidtidige kappestrider og dyster blot ikke været stærke nok i forhold til det andet hold i disse discipliner… hvorfor jeg netop prædikede det for mit hold, i den hensigt at bibevare en nogenlunde sund moral til de kommende konkurrencer. Dette er for såvidt også gældende i livet som helhed, da man altid bør arbejde med sine kompetencer og udfordre sine mindre stærke sider, i bestræbelsen efter at blive et mere nuanceret menneske. Min personligt svageste side er empati og taler ofte for hurtigt før jeg tænker over hvad jeg siger. Jeg ville ønske at jeg kunne sige jeg altid traf de rigtige beslutninger, hvilket desværre ikke altid er tilfældet. Men blot bevidstheden omkring det, og bestræbelserne efter at gøre det ’bedre’, det i sig selv er for mig det som jeg vægter som en af de vigtige værdier i livet. Render man bare rundt og er ligeglad med alt andet end en selv, så besidder man karaktertræk som jeg ikke har nogen interesser i at omgås og blive associeret med. Livet bør angribes med omtanke, eftertænksomhed og et smil på læben har aldrig nogensinde gjort nogen ondt, så humor og mindre selvhøjtidelighed trives godt i mit univers :-)

’Dårlig sportsånd’
Som erfaren sportsmand, så er jeg et kæmpe konkurrencemenneske. Der er intet i verden jeg hader mere indædt end at tabe. Der er fuldstændigt ligegyldigt om det er noget så simpelt som en enkelt omgang sten-saks-papir eller det er en afgørende basketballkamp med pengepræmier og medaljer. Jeg VIL vinde. Hvad er en dårlig taber så ?… Jeg lægger ikke et sekund skjul på, at ligeså intens en lykkefølelse jeg får af en betydningsfuld sejr, ligeså pisse hamrende nederen syntes jeg det er når jeg taber. Bevares, jeg vil til hver en tid trykke min sejrende modstander i hånden, men det vil aldrig være med et smil på læben.
Efter massakren i arenaen hvor vi blev slagtet 0-10, så havde tøserne på Minang-holdet forberedt en hån i form af en sejrsdans samt tilhørende slagsang, som lige skulle hældes ud over os, da de åbenbart følte sig så overskudsagtige at de sikkert mente, at vi ville mene det var fedt. Det var alt andet. Vi blev faktisk mere arrige end noget andet, for det var simpelthen bare så ringe en sportsånd, som jeg aldrig nogensinde kunne finde på selv… eller hva?! :-)

’De 4 T’er’
Jeg svingede fanen højt ved indgangen til kappestriden. De øvrige 4 holdt alle hænder i et symbol for sammenholdet hos os…. Dagens kappestrid havde for os en enorm betydning!
Da nedturen var laaang på vores hold og behovet for et moralsk boost var højere end nogensinde, da var det til stor tilfredshed at det var en individul duel i dag. At det tilmed var en logisk konkurrence gjorde det kun bedre, da det er en af mine ret stærke sider. Vi havde en kort diskussion om hvem som skulle duellere, men jeg insisterede, da jeg vidste jeg ville kunne gøre mig fornuftigt – og simpelthen ikke ville turde overlade det til andre, sejren var hårdt tiltrængt.
Min mod-kombettant blev Berenth ( red. Gitte ) fra det andet hold, som efter sigende skulle være ekspert i Soduko og lignende logiske udfordringer… rygterne løber hurtigt og om det passede aner jeg ikke :-) . De 4 T’er skulle placeres i hver sin kvadratiske ramme, den første større end den nummer to. Grundet regnvejr og optræk til skypumper i horisonten, da holdt vi 30-40 minutters pause inden kampstart, og jeg havde en klar idé i mit hovede om hvordan de skulle lægges. Havde jeg tænkt korrekt, så ville alle brikkerne være lagt på et øjeblik, havde jeg taget fejl, så skulle der tænkes hurtigt under duellen.

SÆT I GANG …. Brikkerne blev hurtigt hevet af standeren og placeret i første ramme, taktikken var korrekt og de lå som de skulle efter 10 sekunder. Gitte fulgte lynhurtigt efter. Jeg smed brikkerne i den anden ramme og som håbet, så holdt min taktik lykkeligvis igen og brikkerne lå alle korrekt efter yderligere 10 sekunder. Alt gik for mig i slowmotion, da jeg lagde den sidste brik på plads og euroforien blæste gennem min krop. ALT gik lige pludseligt op i en højere enhed. Mit hold hopppede rundt i en lykketåge og jeg smed ALLE mine personligt principper i forbindelse med sportsånd af helvede til og dansede en salut til Minang, som tak for sidst ;-)

Dansen

Præmien var 3 talismænd – dem kommer vi tilbage til.

Anekdote : Nu pudser jeg lige min famøse glorie engang, men det lykkedes mig at lægge brikkerne så hurtigt, at kamera-folkene ikke nåede at filme det. Vi havde fået besked på, at vi kunne skifte ud, såfremt at løseren ikke havde fundet en løsning indenfor 5 minutter. Vi blev derfor bedt om at tage opstilling igen, og så ’simulere’ at vi lagde dem engang til, for at de havde noget materiale at klippe udfra. Jeg kan ikke understrege den selvtilfredshed nok med ikke at skuffe mit hold på dette vigtige tidspunkt.

’Evakueringen’
Klokken lort om natten står der pludseligt en mand med en lygte lige i skægget på mig og råber vi skal op NU. Alt skulle pakkes og øerne skulle forlades straks. Jeg var 100% sikker på at det var en natdyst, og de ville tage røven totalt på os. Ikke før vi sad inde i civilisationen igen, da gik det op for mig at den var god nok. Producenten forklarede os, at vi grundet et udbrud blandt crewet af Dengue-feber på produktionsøen, var nødsaget til at gå i produktionsstop straks.
Det skal siges, at i forløbet på øerne, da går kroppen komplet i stå. Jeg sked først 11 dage efter landstigningen og manglen på mad gjorde bare at man ikke skulle besørge ret ofte. Men da vi kom tilbage til den almindelige verden, da vågnede mit røvhul straks til dåd og kunne mærke på min mave at jeg skulle akutskide STRAKS. Det følgende skal jeg undlade at anføre detaljer omkring, dog er det ikke fantastisk at tørre splatmave med fingrene… aaaaaaaargh ! :-)
Vi blev efter kørt 4 timer med bus til Johor Bahru, hvor vi boede de følgende 10 dage. Vi havde briefinger med hele crewet morgen og aften, hvor status på sygdom og de videre produktion blev gennemgået. Specielt morgenbriefingerne var MEGET hårde fra nogle af de øvrige festglade deltagere, ingen nævnt – I ved selv hvem I er . Jeg var ikke selv super feststemt af flere grunde. For det første ville jeg ikke rende rundt med tømmermænd hvis vi blev smidt igang uden varsel og dernæst fordi jeg egentligt ikke havde lysten, da jeg savnede dem derhjemme ret meget. Men okay, de øvrige dele af storbyen var da lækkert nok – massage og læææækker mad – men Robinson var det sgu ik ligefrem. Jacob Kjeldberg har følgende også erkendt at prædikatet ’Hårdeste ekspedition nogensinde’ nok var faldet lidt til jorden.
Der blev på dag 5 kaldt til lukket møde med kamera på, og vi anede der skulle ske noget i forhold til selve ekspeditionen. Kjeldberg havde et par meldinger. Først video fra HK, som bekedte hendes rolle som muldvarp og efterfølgende eliminering af Ann. Dernæst er udmelding fra Jacob om at han selv var ramt af Dengue og ikke vidste yderligere. Stemningen i lokalet var mildest talt følelsesladet, idet realiteterne for nogen blev for meget af det gode og følelserne fik frit spil.

Note : Denguefeber findes i flere varianer, hvor den farligste tråd har en dødelighed på 1/100 smittede. Derfor kunne faren ikke ignoreres, hvorfor vi naturligvis skulle væk fra smittezonen.

’Chinatown’
Mine 3 talismænd kom så i spil. Vi blev som hold ( 4 personer nu uden HK ), bedt om på 30 minutter at fordele dem blandt os. Vi måtte ikke trække lod eller afstemme – der SKULLE besluttes som hold hvem som skulle have dem ellers ville de bortfalde. Som udgangspunkt mente jeg at Zamzam og jeg selv SKULLE have, da det andet hold med garanti ville stemme på den af os som ikke havde en talisman. Zamzam havde dog en ’stærk’ aftale med Nini, Zabrina og Mette fra det andet hold, og med os 4 fra Tengah, så stod vi 7 mod 5 i et givent øråd. Dog var der stadig STOR splittelse og mistillid mellem os, og jeg tog en beslutning om at give de 3 andre en tasliman, i tillid til Zamzams alliance på tværs af holdene og for ikke at splitte vores eget lille firkløver ( Zamzam, Maiken, Henriette og jeg selv ). I mine øjne kunne vi nå vildt langt sammen, hvis vi bare holdt sammen. Mit mål var som minimum sammenlægningen i Robinson Ekspeditionen og med os 7 kunne ville det se super godt ud, specielt da jeg selv føler jeg ville stå ekstremt stærkt med de øvrige 6 i slutfasen….

’Ø-rådet – Kølhalingen’Det almene forløb med dyst var desværre blevet annuleret, da den ikke kunne afvikles i byen. Vi blev derfor alle samlet til ørådet, som for første gang ever skulle foregå på åbent hav. Ved ankomst til båden, da spottede jeg en ’planke’ på den ene side af båden og lagde hurtigt to og to sammen. Før ankomsten til båden var jeg 100% afklaret i forhold til forløbet og alliancerne, men da jeg så pludseligt ser Mette meget påvirket følelsesmæssigt af et eller andet ( X-vallensbækken som jeg selv ) sidde med ryggen til mig mens Berenth sidder og snakker til hende, og kan tydeligvis fornemme der er ’ugler i mosen’. Produktionsholdet holder vores grupper adskilt, således at der ikke kunne kommunikeres på tværs af holdene… og i dét øjeblik går det op for mig, at det bliver mig som ryger i baljen senere på dagen. Det var en ekstremt underlig følelse, da jeg i mit hoved på ingen måde kunne fatte motivet for det, for tøserne på det andet hold i alliancen, de var også MEGET opsat på at spille sammen med os?! Min tillid og godtroenhed blev dog desværre straffet, og det viste sig så at Zamzam havde fortalt Nini om talismanerne, som hun så havde fortalt videre til sin gruppe. Vi stod stærkt med hende eller rettere Zamzam gjorde, og hvad fyrene i den anden lejr har gjort for at omvende hende og de øvrige piger, er til dagen idag fortsat et mysterie for mig.
Zamzam forsøgte på ørådet at overdrage hans talisman til mig, hvilket jeg pure afslog. Zamzam, hvis du læser det her, så er du så meget mere værdig end alle de andre derude. Du gav os mad, du gav os ild, du sang arabiske godnatsange for os om bålet om aftenen, du er bare på alle måder en god ven og en god mand. Jeg kunne ikke acceptere DIN talisman, da du i mine øjne var en langt mere værdig Robinson end jeg. At pigerne ikke valgte at følge samme gestus, kan jeg desværre være ked af, da jeg nok havde accepteret en af deres. Men bestemmer ikke over folk og bebrejder bestemt ikke nogen over det forløb det udspillede sig. Man ved at robinson er et spil og jeg blev bare ramt – næsten et nemesis – af min egen selvsikkerhed, men glemte at ikke alle spiller uden bedrag.

Jeg blev enstemigt stemt ud af Minang, som jeg fik samtlige stemmer fra. Skuffelsen var uendelig stor, da en følelse af at blive forrådt samt at vores slagplan var faldet totalt til jorden.

Mit Robinson er hermed blevet til Utopia indtil videre…..

Der kan ses billeder fra opholdet i Johor Bahru på min fanside på facebook :

http://www.facebook.com/?ref=logo#!/album.php?aid=17489&id=108544215870054

‘SULTEN’
Den seneste tids gentagne nederlag og mangel på reel føde er for alvor begyndt at gnave på vores efterhånden intime Tenga-hold. Risene HK bragte med sig fra ’himlen’ led første nat under de voldsomme vind-/vejrforhold og gik lynhurtigt i forrådnelse. Til forskel fra Minangstranden – hvor jeg boede inden oprøret – så har vi INGEN kokosnødder eller andre spiselige ting, så alt vi lever af er de små havsnegle vi samler fra stenene og så det vand vi nu kan holde indenbords. Som person er mit væskebehov ikke ret højt, selv under flere timers sportsudøvelse, så drikker jeg sjældent mere end ½ liter vand og som noget af det første vi fik besked på inden Ekspeditionen startede var, at vi som minimum skulle drikke 4-5 x 1½l. vand om dagen. Jeg drak sjældent mere end 2 flasker, da jeg følte mig fyldt op og næsten fik brækfornemmelse af at bælle det i perioder.
Noget er at være sulten og så kunne relativt stille sin sult med en potion ris, men noget helt andet er hvor meget man savner en smagsoplevelse derinde. Hvad vi ikke ville ha’ givet for lidt grøntsager eller blot noget krydderi til maden. Jeg elsker normalt ris og kan den dag i dag også sagtens spise det, men når man ligger derude og IGEN skal have ris til ’aftensmad’ og nogle gange endda kogt sammen til en grødagtig substans… Nej føj for satan, det savner jeg sgu ikke !!

Hvad folk skal forstå er, at der er en uendelig stor forskel på at være sulten og så det at SULTE ! Den effekt det har på ens krop er ubeskrivelig. Den måde energien er som suget fra ens muskler og hvor hver eneste lille kraftanstrengelse bliver en kamp. Jeg er normalt i knaldgod fysisk form : Løber let 5km under 20 minutter, spiller basketballpå eliteniveau og cykler med landsholdryttere. Men lå man ved strandkanten og skulle rejse sig op for at gå 20 meter til vores ’vandkiste’, så kunne man tage sig selv i at stå 2 minutter komplet stakåndet og gispe foran kisten blot af den lille ’tur’. Det var heeeelt vildt som man var tappet for energi og vil aldrig kunne genskabes under almindeligt civiliserede forhold.
’Mulvarp = Tyv ?!’
Der forsvandt flere gange ting fra vores lille Tenga-’ø’, både for vores hold samt for crewet. Alt har naturligvis sin naturlige forklaring, så hermed følger endnu et par ’hemmeligheder’ .
Macheten : Forsvandt pludseligt efter buret til muldvarpens ofre skulle bygges og ALLE troede og skyldte naturligvis skylden på muldvarpen. Hvad folk aldrig vidste var – før i skrivende stund – at undertegnede var kommet til at sætte den i sandet for tæt på vandet, så da tidevandet kom, da forsvandt den i bølgen blå. Vores hold var sindssygt demotiverede i forvejen, så ville hellere hælde den på muldvarpen end selv tage skraldet 
Kiks og cola : Ja, crewet på øen ( 1 journalist, 1 fotograf/kameramand samt 1 lydmand ) mistede lidt af deres private forplejning fra tid til anden. Først en cola, så et par skiver toastbrød, dernæst et par chokoladekiks og et æble. Tja… Kan kun takke Zamzam, for hans kreative måde at fremskaffe føde på. Han var en survivor i ordets bogstaveligtste betydning og vi andre nød godt af det. Zam, du vil ALTID være min Robinson !!!… Og tak for cola ;-)
NB. Det blev dog opdaget og vi fik en mundtlig reprimande og en advarsel om udsmidning, så det stoppede hurtigt igen.

Anekdote : Hvad seerne ikke ved er, at begge hold rent faktisk er på SAMME ø ! I begge ender af vores respektive strande, da var der markeret nogle meget tydelige STOP-skilte, som vi ikke måtte passere, idet vores modstanderes strand lå 800 meter til den ene side. Idet at jeg hurtigt blive sindssygt rastløs, så udforskede jeg gerne lidt udover disse afmærkninger og spottede da også modstanderholdet relativt hurtigt. Jeg var dog ikke den første til at gøre denne opdagelse, men kan sgu ikke huske hjem som lurede det. Vi var dog relativt afskåret fra kontakt, idet der altid var en vagt som var udstationeret mellem os, netop for at undgå kontakten mellem holdene.
’Frygt for nederlag’
Ved den 4. kappestrid, da nagede en usikkerhed og selvsikkerheden på flere fra vores hold. Zamzam og jeg stod ALTID klar til kamp, dagens duel bestod i at skulle balancere på tæerne og holde en lille træklods over hovedet i spændt på en overliggende træbjælke. Idet jeg er en lange-Joe, så vil mit balancepunkt lille meget højt og derfor give en ulempe i forhold til de små personer på holdet. INGEN turde dog tage teten af frygten for at tabe for holdet og det endte med Zamzam som repræsentant for Tenga. Før kampstart var der 2 prøverunder, idet at gik der under 20 sekunder, så ville der være omstart. Det skal siges at det regnede jævnt og blæste iskoldt derude og jeg gav Zamzam min Tshirt på, så han ikke frøs for meget under duellen. Lige lidt hjalp det dog og han tabte desværre til en super stabil og stærk Nini fra Minang. Og nej, moralen blev bestemt ikke højere….. og vi kunne se Minang stikke af med præmien, som idag bestod af en kurv FYLDT med grøntsager og krydderier.

’4. Dyst’
Da vi ankommer til arenaen, stiger spændingen for mig, idet jeg ser et basketball-lignende scenarie i opbygningen af banen. Vi vurdere at jeg som høj til kunne dække godt af for deres forsøg samt med godt boldøje og overblik kunne styre slagets gang for vores hold. Hvad jeg dog aldrig havde forudset var den eksplosivitet og kampgejst som primært Ann og Søren fra det andet hold udviste. Uden at det skal lyde som en udskyldning, så rullede bolden mod Minang siden hver gang den trillede ned, men vi blev ærligt talt bare tromlet i den dyst. Jeg havde scoret en personlig halskæde ved navn Ann, og kunne intet stille op med 2 personer på mig gennem næste hele dysten. Har ikke andet end positive ord til overs for deres indsats, men vi burde klart ha’ gjort det bedre og som minimum scoret et par ’kasser’. Idet vi spillede med udskiftere, så blev det ikke bedre da HK besvimer i mulden, da varmen og intensiteten af kampen bliver for meget.
Hvad man ikke ser er at kampen varer betydeligt længere end den ser ud på TV, vi kæmpede i flere tilfælde flere minutter om hver bold, og jeg har sjældent i mit liv oplevet så ufatteligt hårdt. Men igen, en kadot til Minang, godt kæmpet… Men 0-10 klinger meget dårligt, men anser de andre bedre som hold i denne dyst og jeg vurderer at Anns fysik gjorde en stor forskel. Nu venter jeg bare på en dyst, som ligger bedre til vores kompetencer og stærke sider.
Hvad man ’desværre’ heller ikke ser i TV er den sejsdans og medfølgende sejrs-sang, som pigerne fra Minang havde forberedt. For mig endnu et udtryk for ualmindeligt ringe sportsmandsånd, som jeg dog håber at kunn servere for dem igen på et senere tidspunkt…. Lad os nu se hvad der sker :-)

’Tiggerturen’
Lad det være sagt, vi havde ALDRIG spurgt eller fisket efter almisser på noget tidspunkt ! Så da Kjeldberg uanmeldt henter os og på allermest ydmygende vis, at skulle tigge efter mad, udstyr og almisser hos Minang, så var det som at blive sparket mens vi lå ned. Mens vi stod på deres strand, der kom adskillige hånene bemærkninger, som vi fandt yderst upassende, som f.eks. : ’Hvor lidt modstand vi gav’ & ’ Nåh, her kommer taberne’. For mig motiverer det mig blot ENDNU mere efter at vinde, men pigerne tog det meget hårdt og klart svært at holde gejsten på holdet. Vi accepterede dog i situationen tingene, men straks vi kom tilbage til Tenga, da placerede vi tingene i en bunke og ville give dem tilbage ved først mulige lejlighed – intet blev brugt.

‘Ø-rådet’
Vi medbragte alle delene fra tiggerturen til ørådet og placerede dem pænt foran vores kære ekspeditionsleder. Han var dog mildest talt tilfreds med vores beslutning og gav os en verbal overhaling over vores dumme beslutninger, hvilket jeg til dagen idag ikke fortryder et eneste sekund. Vi fik INTET der kunne hjælpe os frem til mad eller gavne os betydeligt, så vi ville langt langt hellere stå på egne ben og ikke skulle bæres til sejr på et fesent grundlag. Alt udstyret blev dog smidt udover ø-rådet og ca 5 meter ned på jorden bag, således at Minang på tidspunktet aldrig erfarede returneringen af udstyret.
Før ø-rådet var det besluttet at Henriette skulle ryge. Zamzam var meget vred over hendes generelle indsats derude og insisterede på at hun skulle ud. Jeg holdt dog meget af Henriette og var mildest talt træt af HKs evindelige energi og tamme jydehumor, som faldt på et upassende sted, da vi var SÅÅÅÅ drænede og ikke orkede den facon hele tiden. Jeg fik dog på falderebet omstødt 3-kløverets beslutning ( Jens, Zamzam og jeg ) og vi valgte istedet HK.
Ved ø-rådet havde Kjeldberg dog den overraskelse, at vi kunne stemme men derefter trække Minang op af hatten, hvorfor vores stemmer pludseligt blev komplet undermineret. De havde fået udstukket som opgave, at stemme en af vores holdkammerater ud. Sjovt nok i nærheden af det tidspunkt hvor vi havde besluttet HK – Så man kan hurtigt ledes til at tænke den tanke, at produktionen blot ville redde deres muldvarpe. Umiddelbart tror jeg dog, at de HAVDE fået besked før vi officielt besluttede HK, så jeg ikke mener der var fusk i spillet, men hva ved jeg?!
Havde Minang været snedige, så havde de naturligvis enstemigt stemt Zamzam ud, men pigerne gik efter muldvarpen, som de troede var Jens. Hvordan de turde tage den chancen uden hints af hentydninger eller clues er mig til dagen i dag et stort mysterie?!… men faktum blev, at Jens røg ud med overtallet af stemmer ( Jens 5 vs. Zam 3 vs. Henriette 1 ).
Jeg brændte efter ørådet komplet af i hovedet. Vi skulle gå 25 minutter gennem en kulsort slangeskov før vi ankom til en slaskvåd sandstrand, som skulle være vores soveplads for natten. Det lynede overalt omkring os, og vores nat tegnede værre en nogensinde før. Jeg holdte ved ankomsten en 30 minutter lang monolog for åbent kamera, om hvor usselt vi følte os behandlet af produktionen og om den måde Minang i teorien kunne have nakket os ved den udstemning. De kunne egenhændigt have smidt Zamzam ud, som i teorien var vores mest værdifulde holdkammerat, da han lavede og fangede mad til os og i det hele taget var en yderst værdifuld holdkammerat i dysterne.
Jeg fik dagen efter en reprimande af producenten Jakob Juhl, som sagde jeg skulle slappe lidt af, idet alt ikke var ligeså korrupt som jeg mente på det tidspunkt. Men okay, jeg var rimeligt berørt af situationen og vi var hårdt pressede, hvilket jeg havde behov for at lade komme til udtryk…. JJ, du er mit TV-idol i dag, men jeg trækker intet i mig igen :-)

’ Ekspeditionslederen – Jakob Kjeldberg ’
MANGE spørger mig ofte efter turen, om ikke Kjeldberg var et kæmpe fjols derude? Jeg kan dog summere hans person i 3 ord : Verdens cooleste fyr!
Forstå nu, at Jakob spiller en rolle… og han spiller den GODT. En hardcore kompromisløs kold idiot, som kun arbejder på at knække folks moral. Det er dog på ingen måde tilfældet. Så snart kameraet ikke kører, så er han den første der kommer med opmundrene ord og klap på skulderen til ens indsats. Vi lærte ham under evakuereringen at kende og har stor respekt for han og den indsats han selv lægger for dagen derude.
Eneste ting jeg mangler fra turen er fandme en idolplakat og en autograf, for han er sgu for cool :-)

Der er gået FØTEX i den!

Stærk påvirket af resultatet på ørådet hvor Daniell røg ud, da fører det en intern strid med sig i egne rækker. Jeg vil til den dag i dag hårdnakket påstå og kunne stå inde for, at det var en kæmpe fejl at smide Daniell ud… sket er sket og i mit forretnings- såvel som privatliv, så gælder det om at tænke fremadrettet og målrettet, således at vi som hold kan kæmpe os ud af den under overfladen lurende krise. Vi fik dagen efter ørådet allerede brevet om næste kappestrid, som vi moralsk set havde et rimeligt stort behov for at vinde.

‘RobinZorro’
Som gammel sportsmand, så lader jeg ikke enkelte følgende nederlag få mig ned med nakken. Men vores Tenga-hold var utroligt påvirkede af de seneste nederlag også da specielt slavepigerne endnu INTET havde vundet endnu i årets ekspedition. Jeg tænkte derfor meget over hvordan jeg kunne motivere holdet og/eller bare få løsnet op for den generelt lidt anspændte stemning. Jeg bad derfor pigerne, som en practical joke, at ‘tegne’ et sæt kamp-briller på mig, som Henriette og Diana næsten Monét-agtigt fik kreéret vha. kullene fra bålet af. Tilstået, jeg brølede af grin da jeg selv så dem i TV, for det lignede en kloning mellem en snasket vagabond og Zorro… men sjovt var det sgu og vi fik mange billige grin på den konto :-D

I kappestriden skulle holdet ‘transporteres’ over en tværstang, som ved berøring ville falde ned. Vi lagde en hurtig slagplan, som gik på at lave en dobbelt-hester, således at folk mere eller mindre blev løftet over i fødderne. Det skabte dog nogle udfordringer idet folks balance-evne samt afsæt skulle times korrekt. Minang valgte en strategi, der gik på at ‘smide’ folk over, men vi vurderede at vores hold havde for få fysisk stærke mænd ( udover Zamzam og jeg ), og at dette derfor ikke ville være en mulighed. For seriøst, hvem skulle smide Pappi over… havde trods alt kun været der i små 2 uger, så havde ikke tabt SÅ mange kilo endnu ;-)
Planen slog fejl… vi blev rundbarberet – igen ! Som 1. bærer, så ramte jeg overliggeren et par gange. Tøserne som skulle over først ramte den et par gange, Majken sågar knækkede den over da hun faldt ned over den, hvilket ikke blev vist i TV. Men faktum var, at endnu et nederlag var på kontoen og holdet moral generelt forblev svækket.
Afslutningsvis oplyser vores ekspeditionsleder at der igen i år er en muldvarpe i ekspeditionen! 2 personer skulle smides i et bur på vor strand, hvorefter det tabende hold i næste dyst ville miste den ene ihht. muldvarpens beslutning. Personligt ville det være et ubeskriveligt og komplet meningsløst nederlag at blive fældet af denne karaktér. Jeg ville kunne forholde mig til hvis jeg havde gjort det dårligt og blev elimineret af mit hold grundet ringe præstationer, men at blive smidt hjem af muldvarpen… jeg ville i al sin enkelthed gå totalt amok og NÆGTE at smutte hvis jeg blev valgt. Overvejede seriøst at stikke ud i skoven og lave min egen udgave af Robinson hvis muldvarpens valg faldt på mig :-)
Ved at vælge 2 stærke ( relativt begreb – men for mig dem som yder mest for holdet både socialt og som kæmper ) fra holdet, så ville vi have en STOR risiko for at miste én dér, da vi erkendte at vore chancer ved næste dyst realistisk set var mindre end Minangs. Jeg VED jeg er stærk i alle typer dyster, men overall som hold, så stod Minang generelt stærkere i høj grad både fysisk og via det moralske boost holdet besidder grundet deres sejre.

NB : Majken og Charlotte blev på demokratisk vis valgt til at sidde i buret.

‘Den svage kæmpe’
Straks efter kappestriden blev begge hold ført bort til hver deres placering indtil bådene kunne hente os. Her blev vi som altid tilset af lægeholdet, som havde fået en tillægsopgave, idet ikke alle deltagerne i ekspeditionen havde fået alle deres påkrævede vaccinationer. Dertil skal siges… jeg er EKSTREMT ‘overfølsom’ for nåle !!!!! Blot tanken om dem kan få mig til at koldsvede fælt. Og med mit fantastiske held, så scorede jeg sgu lige et ekstra prik i skulderen, som faktisk fik mig ned at sidde i 10-15 minutter… Bjørn for fanden, mand dig nu op :-D
I bakspejlet kan jeg glæde mig, for udover ikke selv at skulle betale for de ellers dyre vaccinationer, så er jeg nu immun i 20år…. weeeeeeee ?!?
Det skal afsluttende indskydes, at Ali allerede her er begyndt at have ‘krise’ og løbende snakker med deltageransvarlige, som tæt holder øje med hans ’tilstand’.

Anekdote : I den afsluttende del af casting-processen, da skulle alle deltagere som en gardering vaccineres for alskens sygdomme i Asien : Japansk hjernebetændelse, Tyfus, Kolera, Leverbetændelse ( Hepatitis A+B ) og Malaria.

‘Alis EXIT’
Lad det ikke være nogen hemmelighed, jeg troede på intet tidspunkt på at Ali var for dårlig til at fortsætte. Han blev ‘sløj’ lige efter Daniells exit og han havde det ikke fedt med holdets indsats, da vennerne derhjemme nødigt skulle se skævt på ham over de manglende resultater. Bevares, Ali er sgu en gæv gut, men syntes det var TOP-fesent at han stak halen mellem benene på den måde og solgte holdet grundet sin egen egoistiske selvopfattelse i forhold til ekspeditionen.

‘Den frelsende engel’
Straks efter Alis exit da lander fra uventet front en faldskærmsudspringer på vores ø. HK er hermed nu officielt deltager og holdkammerat med Team Tanga. Hun medbragte mad og proviant, og vi dansede bogstaveligt talt rundt om tingene, som en lykkelig familie på selveste juleaften… sjældent har jeg været så glad over noget før i mit liv, det var SÅ tiltrængt for alle.
HK er som person en speciel kvinde i ordets bogstaveligste forstand, idet hun var den varslede muldvarpe! Vi vidste dog intet og tog hende til os, som en af vore egne Den følgende nat blev dog ubestridt den værste i mit liv, idet monsunregn og vinde af orkanstyrke næsten tog livet af os. HK og jeg sad og holdt om hinanden i 4 timer for holde bare den mindste kropsvarme intakt. Hun blev dog utroligt syg af denne nat, hvilket vil ses den kommende tid.

’3. Dyst’
Jeg havde med vilje hjemmefra trænet en del i svømmehallen, da chancen for svømmedyster i høj grad var tilstede. Jeg vidste PRÆCIST hvor langt og hurtigt jeg kunne svømme inden og ved gennemgangen af dagens dyst skulle der i starten dykkes ned i en ‘tunnel’ hvor man skulle trække sig frem ca. 25 meter – hvilket var PRÆCIST den distance jeg ved jeg max kan dykke uden luft.
Jeg blev sat til at starte af holdet og stod og psykede mig selv, så mit hjerte hamrede allerede inden jeg hoppede i vandet. Da jeg nåede frem til tunnellen, da var jeg så stakåndet, at jeg blev nødt til at tage en DYB indånding inden jeg gik ned, da jeg vidste at det ville være katastrofalt for holdet, hvis jeg skulle op efter luft midt i det hele. Jeg tabte derfor 7-8 sekunder allerede dér til Nicolai, som startede for Minang. Jeg var dog utroligt hurtigt på den sidste del, men var dog stadig lidt efter ved skiftet til næste holdkammerat. Henriette havde desværre også lidt krise på stigen op til plateuet som lå 5-6 meter over vandoverfladen, så på trods af Zamzam’s hovedspring ( NO FUCKING DIVING … Vi måtte IKKE springe på hovedet ), så tabte vi desværre også denne dyst. Jeg havde selv min rolle i nederlaget, men gjorde det bedste jeg kunne. Er ikke en ål i vandet, burde blot ha’ trænet lidt mere hjemmefra. Skulle måske ha’ medbragt mine badevinger, dem husker jeg næste gang ;-D

‘Ø-rådet’
Lad det være sagt, 3-kløveret er skabt. Zamzam, Jens og jeg selv har skabt et overtag på Tenga-holdet og vi kan mere eller mindre vælge og vrage mellem pigerne. Både Diana og Henriette ‘ved’ de spiller med os, og føler sig begge sikre før ø-rådet. Diana har dog haft nogle meget skarpe verbale dueller med pigerne i buret, og Henriette og Diana er alt andet end venner. 3-kløveret valgte dog at spille med Henriette, da vi vurderede at hun på tidspunktet var bedst rent socialt og ville være den letteste at ofre på et senere tidspunkt, netop da hun havde underpræsteret i de forgangne dyster.
Muldvarpen valgte Charlotte og vi andre stemte Diana ud. En beslutning jeg nok ville ændre i dag, da Dianas krigeriske og fysiske indstilling i HØJ grad kunne ha’ hjulpet os i næste dyst….

Oprøret !!!

I kølvandet af vores ‘store’ sejr i den første officielle dyst anno 2010, så ulmede der stadig et ubehag over at rende rundt i det kædehelvede som os udnævnte slaver var underlagt. Bevares, tøserne kunne ha’ kørt os hårdere, men skulle påføre sig de i mange tilfælde stegende varme halslænker som samtidigt var gennemtærede af rust, så de næsten skar i halsen, var en pine på et plan som selve slavetjansen ikke gøres op i forhold til. Samtidigt var vores etniske drenge voldsomt påvirkede at selve slaverollen og specielt Zamzam havde svært ved at forholde sig til blot at skulle være et nummer. Vi snakkede meget om idéen, som så kulminerede da Hans-Ole joinede vores crew på Minang efter Zabrina havde brilleret i pæle-klamrings-duellen ( Zabrina var lidt udcastet på vores Minang-hold, da hun ikke socialiserede med os andre, så hun meldte sig selv, da hun følte sig udsat af de andre tøser ). Da Hans-Ole havde berettet om forløbet i ørådet, så lagde jeg hurtigt 2 og 2 sammen, og – som set i udsendelsen – udstregede kraftigt for gruppen, at det fremover UDELUKKENDE ville være os slaver, som ville være udsat da vores tøser aldrig nogensinde ville spare os og ofre deres egen røv… hvilket sgu er reelt nok, da jeg heller aldrig nogensinde umiddelbart ville ofre min plads for en anden i ekspeditionen – eller ville jeg ??? :-)
Tilstået, så havde jeg personligt spillet med på slaverollen et stykke tid endnu, da jeg opfattede det som en del af udfordringen og spillet, men da jeg er en uvurderlig kæmper på den tropiske slagmark, så stod jeg naturligvis mine kammeret bi i kampens hede – bogstaveligt talt :-) Dog ramte det dog ens mandighed en smule, at skulle æde af det forpulede møgklamme svinetrug, så vi lod den varmblodige atmosfære bære af med os og realiserede vores mytteri…

‘Angrebet’
Vi stormede hen mod pigernes lejr og på vejen smed vores kamerahold lige den bemærkning, at hegnet jo ikke behøvede at blive stående, hvilket vi naturligvis ikke lod gå ubemærket hen. Og for alle som har set afsnit 2, så kan vi rolig konkludere at der ikke var meget hegn som bestod efter vores raid :-D
Af logiske og ikke mindst menneskelige årsager kunne vi ikke ‘røre’ pigerne, så da de barrikerede sig ovenpå deres proviantkiste, så prøvede vi blot at tage de ting vi kunne finde i vores umiddelbare tilstedeværelse. Én ting var bare sikkert, vi skulle satme ikke mangle noget nu vi var ‘Frie mænd’ !!
Efter chokket for pigerne da gik vi som ligeværdige ind til pigerne for at snakke om situationen, og vi besluttede som hold at stå endnu stærkere sammen og fordele alle ressourcer iblandt os alle som ligeværdige.
Iøvrigt interessant at se i afsnittet, at pigerne mere eller mindre forventede vores oprør og egentligt havde drøftet konsekvenserne hvis vi gjorde det. Det gjorde det dog ikke umiddelbart mindre intenst da vi stormede dem, for tror sgu at alles hjerter bankede en smule hurtigere i situationen.
Lidt belastende at høre visse personer sidde i TV og tage kredit for oprøret, når det de egentligt udelukkende gjorde var at puste lidt til den ild som allerede var blusset op ( I ved selv hvem I er ).

‘Ali vs. Daniell’
Hvad man desværre kun oplever i marginale doser i 2. afsnit, så havde Ali og Daniell nogle gevaldige verbale duelleri vores slavelejr og allerede her blev grundlagt et fjendskab, som desværre kulminerede ved aftens øråd. Daniell er som person meget ærekær og står 100% bag sine holdninger og principper, hvor Ali er provokatøren, som nyder at smide håndfulde at stikpiller, som enkeltvis kun er smarte bemærkninger, men som helhed provokerer Daniell i et omfang som de færreste ville stå model til. Man er som deltager dog fanget i nogle rammer, hvor en ‘håndmad’ medfører en enkeltbillet til Danmark, hvilket forklarer hvorfor tingene aldrig eskalerede, selvom det lå i luften ved flere lejligheder. I Robinson er man jo tvunget til at leve med folk, på godt og ondt, i 2 laaaange måneder, så tolerencen til ens medmennesker bliver sat på sit livs prøvelse i det forløb man er derude :-)

’2. Dyst’
Dagens brev og indkaldelsen til dagens dyst blev læst højt, og som et ‘nyt’ hold var vi klar til at give den max gas og naturligvis vinde igen. Vi blev bedt om at medbringe ALT, alle ejendele og alt udstyr. Ali lavede i den forbindelse en sneaky-sneaky, og stak ét af vores tændstål i lommen for at have en backup hvis det skulle gå galt i dysten. Det medførte et voldsomt skænderi i gruppen og mange udspydelser blev smidt på tværs primært mellem Ali og Daniell, hvilket nok også stadfæstede det spirende had som i forvejen ulmede mellem dem.
Vi ankommer til dyst-Ø’en – ‘dengue-øen’ hvor crewet også boede – og ventede efter landgangen som vanligt ca. 1 time indtil indgangen til dystområdet kunne foretages. Vi gik som det første ind og smed vores fangekæder foran vores ekspeditionsleder, som smilende konkluderede en veltilfredshed over vores handling og dannede herefter de ‘rigtige’ hold fremover hvor alle slaver blev samlet og herskerne ligeså. Umiddelbart havde det ingen betydning i min verden, da jeg anså de ’nye’ piger mindst ligeså seje som dem vi var underlagt som slaver. Det skulle herefter de kommende uger vise sig, at være fejlagtigt konkluderet idet at specielt ÉN pige gav den anden gruppe en betydeligt fysisk overtag ( Du ved selv hvem du er ).
Før alle dyster officielt startes, så bliver hele forløbet gennemgået af en game-master, som forklarer os og gennemgår alle aspekter i den pågældende udfordring og vi har så efterfølgende 5 minutter til at lægge en slagplan for det forløb som derefter skal udspille sig. Idet dagens forhindringsbane var rimeligt omfattende, så var der meget der skulle planlægges, og umiddelbart var slagplanen skide god. Det gik desværre bare galt på flere tidspunkter hvor flere personer var lidt for tunge i r****, og i slutningen ikke engang kunne kravle op af det reb, som udgjorde en flaskehals og som blev den direkte årsag til vores nederlag.
Hvad man heller ikke ser i dysten er en Henriette som tager et voldsomt styrt, og faktisk bøjer et ribben, som faktisk hæmmer hende på sigt, da hun døjer med det resten af ekspeditionen.
Jagten på Judas-talismanen blev Alis redning umiddelbare redning, da han var meget udsat grundet hans offensive personlighed. Lad det være sagt, Ali er sgu en god knægt. Jeg har intet mod ham den dag i dag, men på øen var han kraftedeme for belastende i perioder.

Anekdote : På dage med kappestrider, dyster og øråd så var der som udgangspunkt altid en 20 minuttes sejltur, idet at de som udgangspunkt alle foregik på samme ø. Her fik vi ved landstigningen af vores deltageransvarlige udleveret en såkaldt snack-pack indholdende 2 stykker frugt. Og her snakker vi ikke 1 æble… Nej, vi fik 1 STYKKE æble eller melon. Vi var så afkræftede og sultne, at vi oftest også åd kernehuse og melonskræller og decideret slikkede poserne rene for frugtsaft, bare for at få ALT med. JA, vi var SÅ sultne !!!!!!!

‘Ali vs. Daniell’
Hvad man desværre kun oplever i marginale doser i 2. afsnit, så havde Ali og Daniell nogle gevaldige verbale duelleri vores slavelejr og allerede her blev grundlagt et fjendskab, som desværre kulminerede ved aftens øråd. Daniell er som person meget ærekær og står 100% bag sine holdninger og principper, hvor Ali er provokatøren, som nyder at smide håndfulde at stikpiller, som enkeltvis kun er smarte bemærkninger, men som helhed provokerer Daniell i et omfang som de færreste ville stå model til. Man er som deltager dog fanget i nogle rammer, hvor en ‘håndmad’ medfører en enkeltbillet til Danmark, hvilket forklarer hvorfor tingene aldrig eskalerede, selvom det lå i luften ved flere lejligheder. I Robinson er man jo tvunget til at leve med folk, på godt og ondt, i 2 laaaange måneder, så tolerencen til ens medmennesker bliver sat på sit livs prøvelse i det forløb man er derude :-)

‘Ø-rådet’
Tilstået, så havde jeg på ingen made luret det snigløb som min VEN Zamzam og Jens havde lavet på mig. Jeg sad gladeligt og troede inderligt på, at det var Charlotte som skulle elimineres i aftenens afstemning. Hun havde været utroligt uarbejdsom, syg og generelt bare lud doven på øen, så opfattede utvivlsomt hende som det svageste led, som naturligvis SKULLE ryge. Planer var derfor 4 stemmer på Charlotte fra hhv. Jens, Zamzam, Henriette og jeg selv.
Ali havde dog andre planer idet han havde fået vendt mine vigtigste allierede mod mig, og fået dem overbevist om at Daniell – som skuespiller – var en slange og en kæmpe trussel for vores sociale sammenhold derude. Så komplottet var komplet og Daniell blev henrettet på øen skærm, og vores hold stod herefter betydeligt svagere både af psyke og af fysik. Gør det op Charlotte vs. Daniell!… Hvem ville I beholde til at overleve og kæmpe side om side med. En svag syg pige eller en stærk og super skarp mand. Valget var for mig uendeligt let, dog overskyggede det personlige vendetta fra Ali det store billede, og visse folk hoppede i med begge ben og slog der vores nok stærkeste mand ud.
Bevares, i det store hele så skal de stærke fyre naturligvis også eliminere hinanden for at finde den endelige Robinson-vinder, men der her var sgu en tand for tidligt iflg. min overbevisning, da holdet var nyt og stod meget svækket fremover…..

Natten efter 2. øråd

Lur reaktionerne på Daniells exit fra aftenens afsnit.
Jeg var mildest talt pissed over det underløb som Ali’s ‘gruppe’ havde lavet.

Se videoklip på TV3 her.

Sæt i gang…

Efter et omfattende castingforløb ud af 6000 ansøgere, da kom dagen hvor de få udvalgte deltagere til årets Robinson Ekspedition skulle tage afsked. Vi står 14 gutter i Kastrup lufthavn, med os følger på tæt hold en deltageransvarlig, der skal sørge for at få os helskindet gennem transit-forløbet og ud til vores livs eventyr i Malaysia. › mere…

til toppen